Urenheder i iskerner af vulkansk oprindelse

Ved store vulkanudbrud bliver enorme mængder af syre spyet op i atmosfæren og fordelt over store områder. Vulkanske lag kan nogle gange identificeres i iskerner ud fra askepartikler (tephra), men for det meste indeholder lagene kun forhøjede koncentrationer af syre - hovedsageligt svovlsyre, og nogle gange også saltsyre og flussyre.

I Grønland er det særligt de mere lokale vulkaner i Island og Alaska som har sat et stærkt aftryk. Men hvis et vulkanudbrud er kraftigt nok til at blæse syre helt op i stratosfæren, kan selv vulkanudbrud fra troperne, eller endda fra den sydlige halvkugle, identificeres i Grønland. Eksempler på velkendte historiske vulkaner, som har efterladt et tydeligt fingeraftryk i de grønlandske iskerner, er Tambora (Indonesien 1815), Krakatau (Indonesien 1883), Katmai (Alaska 1912), El Chichón (Mexico 1982), og Mount Pinatubo (Philippinerne 1991).

Pinatuboudbruddet i Philippinerne d. 12. Juni, 1991. Kilde: Dave Harlow/USGS.

Alle vulkanudbrud har stor indflydelse på deres nærområder. Men de største udbrud påvirker også det globale klima. Idet de tilfører store mængder små partikler (såkaldte aerosoler) til stratosfæren, skærmer de delvist jorden mod solens stråling, og sænker den globale middeltemperatur i en periode. Fx medførte Mount Pinatubo-udbruddet i 1991 en sænkning af middeltemperaturen på den nordlige halvkugle på 0,5-0,6°C.
Den vulkanske aktivitets betydningen for jordens klima kan vurderes ud fra lange tidsserier af fortidens vulkanisme, som rekonstrueres ved hjælp af grønlandske og antarktiske iskerner.

Syre- og tephralag fra vulkanske udbrud benyttes også til datering af iskerner og til at sammenholde iskerner med andre klimaarkiver, som fx havkerner eller borekerner fra søer. Læs mere om anvendelse af vulkanske dataserier i afsnittet om datering af iskerner.