Isotoper afslører skiftende kilder for nedbøren ved slutningen af istiden
δ18O og δD er indikatorer for fortidens klima i det område iskerneprøven stammer fra. Men isotoperne fortæller også om klimaforholdene i området hvor nedbøren stammer fra. Groft sagt er δD 8 gange større end δ18O fordi den relative masseforskel mellem D og 1H er otte gange større end masseforskellen mellem 18O og 16O. Forskellen δD - 8 ⋅ δ18O (kaldet Deuterium-overskuddet) varierer dog også svagt, og denne forskel giver information om klimaforholdene ved nedbørskilden. Så hvor δ18O og δD hver for sig fortæller om lokale temperaturer i Grønland, så beretter de små forskelle mellem de to størrelser om temperaturerne ved nedbørens kildeområde.
Ved slutningen af den forrige istid, omkring 11.700 år siden, ændrede klimaet sig på mange måder. Stort set alle de parametre, som måles på iskernerne, ændrede sig fra istids- til mellemistids-værdier i løbet af et århundrede eller mindre. Deuterium-overskuds værdierne opfører sig derimod helt specielt: Skiftet fra istids- til mellemistidsværdier skete i løbet af en håndfuld år, og på en måde som overrasker forskerne: Målingerne viser, at kildeområdets temperatur faldt på det tidspunkt hvor istiden sluttede, og der generelt var global opvarmning.
Det bratte skift, og skiftets retning, kan i følge forskerne kun give mening på én måde: Kilden må have skiftet område meget pludseligt ved istidens afslutning. Skiftet er så markant, at det benyttes til formelt at definere afslutningen af istiden og begyndelsen af Holocæn, som nu er defineret ud fra iskernemålinger til at starte i 1492,45 m dybde i NGRIP iskernen (svarende til 11.703 år før år 2000 e.Kr.)
Læs mere:
- Isotoper og delta-notationen
- Fraktionering og temperaturer: hvorfor afspejler δ18O og δD temperaturen?
- Metoder til måling af isotopforhold i vand