Istiden - en ustabil periode
Figuren nedenfor viser klimakurver fra tre grønlandske iskerner gennem istiden. Man kan se på udsvingenes størrelse, at istidens klima var meget mere ustabilt end i den nuværende mellemistid, Holocæn. Den såkaldte 8,2 ka kuldebegivenhed var den mest fremtrædende klimabegivenhed i Holocæn, men sammenlignet med klimasvingningerne under istiden forsvinder den næsten.
δ18O-profiler (der afspejler fortidens temperaturer) fra DYE-3, GRIP og NGRIP-iskernerne gennem de sidste op til 123.000 år. Slutningen af Eem-mellemistiden for ~120.000 år siden ses kun i NGRIP-iskernen, mens den seneste del af istidens klima kan følges i alle tre grønlandske målinger. De mest fremtrædende Dansgaard-Oeschger-begivenheder er nummererede (fra 1 til 25).
Dansgaard-Oeschger-begivenheder
De bratte skift fra lave til høje δ18O-værdier under istiden kaldes ofte Dansgaard-Oeschger-begivenheder. Begivenhederne er opkaldt efter professor Willy Dansgaard og professor Hans Oeschger. Willy Dansgaard grundlagde forskningsgruppen på Københavns Universitet, som senere udviklede sig til Center for Is og Klima og Hans Oeschger var professor ved Universitetet i Bern. Begge medvirkede til at opdage og kortlægge istidens ustabile klima. I alt forekommer der 25 Dansgaard-Oeschger-begivenheder under istiden, og begivenhederne er i alle grønlandske iskerner de mest fremtrædende træk for istidsklimaet.
Påvirkninger fra havet?
Forskerne mener at Dansgaard-Oeschger-begivenhederne må være udløst af en voldsom ændring af atmosfære- og havcirkulationen under istiden. De koldeste forhold forekommer sandsynligvis i perioder med meget svag nordatlantisk varmetransport mod Arktis, hvorimod de mildere perioder svarer til perioder med styrkelse af havets varmetransport.
Temperaturen i Grønland stiger op til 10-15°C under en Dansgaard-Oeschger-begivenhed, og opvarmningen ser ud til at være sket indenfor ganske få årtier. Istidens klima er derfor karakteriseret ved en grad af ustabilitet, som er uden sidestykke under Holocæn.