Klimaet i Holocæn, den nuværende mellemistid

Cirka halvdelen af Indlandsisen består af is fra vores nuværende mellemistid, Holocæn. NGRIP-iskernen rækker f.eks. 123.000 år tilbage i tiden; men den del af iskernen der svarer til Holocæn (dvs. de sidste 11.700 år, eller under en tiendedel af kernens maksimale alder) udgør 1491 meter ud af kernens 3085 meter is.

Der er to årsager til den store andel af is fra Holocæn. Først og fremmest var nedbøren under istidens koldeste perioder helt ned til 30% af nedbøren i Holocæn, hvilket betyder at årlagene bliver tilsvarende tyndere. For det andet dækkes islagene på Indlandsisen af de følgende års nedbør og flyder langsomt nedad og ud mod isranden, mens lagene gradvist bliver mast tyndere. Flydningen bevirker at årlagene i den relativt gamle is fra istiden (og Eem-tiden, for den sags skyld) bliver meget tyndere end årlagene i isen fra den yngre Holocæn.

Et stabilt klima

Figuren nedenfor viser, at Holocæn generelt er en periode med bemærkelsesværdigt stabile δ¹⁸O-værdier. Det fremgår også, at der er en generel tendens i retning af mindre stabile δ¹⁸O-værdier i iskernerne fra de nordlige boresteder. Den tiltagende variabilitet fra syd til nord er i overensstemmelse med de målte temperaturer langs den grønlandske vestkyst.

Kortet viser fem boresteder på Grønland, hvor der er foretaget boringer hele vejen ned gennem isen, under hele Holocæn. Figuren til højre viser δ¹⁸O-værdierne fra de fem iskerner, og afspejler temperaturerne i områderne omkring borestederne. De tre grå horisontale streger markerer kolde begivenheder, som kan aflæses i alle fem iskerner. Symbolet "b2k" betyder "before A.D. 2000" dvs "før 2000 e.Kr.", og den vandrette akse viser således alderen i år, før år 2000.

Kolde begivenheder

Figuren ovenfor viser også at de eneste betydningsfulde klimabegivenheder, som kan ses samtidigt i alle fem iskerners δ¹⁸O-dataserier, er dyk i δ¹⁸O-værdierne for omkring 8.200, 9.300 og 11.400 år siden. Begivenhederne er kendt som henholdsvis 8,2 ka kuldebegivenheden, 9,2 ka kuldebegivenheden og den Præboreale temperatursvingning. Alle begivenhederne er også observeret i borekerner fra havbundsaflejringer og i data fra træringe og stalagmitter fra den nordlige halvkugle. Begivenhederne kan hænge sammen med frigivelsen af meget store mængder ferskvand fra den Laurentiske iskappe - en iskappe som dækkede Nordamerika under istiden, og som smeltede væk i det tidlige Holocæn. Den meget store mængde ferskvand har sandsynligvis kortvarigt dæmpet Nordatlantens havcirkulation, og dermed nedsat havets transport af varme til polarområdet og Grønland.

Langtidstendenser

Hvis man i stedet ser overordnet på de fem kurver ovenfor, fremstår kurverne med ret forskellige faconer. Med andre ord er δ¹⁸O-værdierne gennem Holocæn meget forskellige for de fem iskerner, når man ser på udviklingen hen over mange årtusinder. I prøverne fra Camp Century og DYE-3 er der fx målt meget lave δ¹⁸O-værdier i perioden omkring 11.000 år før nu, sammenlignet med værdierne for de øvrige iskerner. Forskellen kan skyldes at isen ved DYE-3 og Camp Century var tykkere for omkring 11.000 år siden.

Da de atmosfæriske temperaturer falder i takt med højden, vil øget højde afspejles som lavere δ¹⁸O-værdier. Ændringerne i højderne opstod, da den grønlandske iskappe, som dækkede et stort område ved slutningen af istiden, trak sig tilbage under Holocæn. Iskerneborestederne DYE-3 og Camp Century befinder sig i dag nær randen af iskappen, hvor isen ikke er ret tyk. I det tidlige Holocæn må de have befundet sig længere væk fra randen, hvor istykkelsen, og dermed højden over havet, har været større.