Udskæring og analyse af prøver fra iskernerne
Længden af iskernen måles
Når en iskerne kommer ud af boret, bliver den forsigtigt flyttet til opmålingsbordet. Her bliver toppen af det kernestykke der netop er kommet op, og bunden af det foregående stykke, roteret i forhold til hinanden, indtil stykkerne passer sammen i bruddet. På den måde tjekker man, at der ikke mangler noget af kernen. Herefter måles længden af det nye kernestykke.
Summen af længderne af alle kernestykkerne giver den totale længde af iskernen. Kernelængden er forskellig fra kabellængden, som borerne arbejder med, da kablet strækkes på grund af kablets vægt, og af boret.
Prøverne skæres og gøres klar til analyse
Kernen afmærkes i sektioner af 55 cm. Disse sektioner kaldes "bags", og tre bags udgør et "run" som altså er 1.65 m langt.
Først udskæres kernen i runs. Hvert run skæres på langs i fem stykker. Der bruges båndsave til at skære isen. Det første snit skæres med en horisontal båndsav, og adskiller stykke 1 fra resten af kernen. Stykke 1 bruges til at undersøge isens fysiske egenskaber, fx krystalstrukturen.
Skæreplan for NGRIP-iskernen. Følgende målinger foretages på de forskellige stykker: Isens fysiske egenskaber (1), isens gasindhold (2), indholdet af urenheder (3), forholdet mellem forskellige stabile isotoper (4) samt isens elektriske egenskaber og visuel stratigrafi (5). Efter målingerne er foretaget gemmes stykke 5 i fryseren i København.
Det næste snit udføres også på den horisontale sav, og det adskiller stykkerne 2, 3 og 4 fra hovedkernen (5). Stykket, der senere skæres ud til stykkerne 2, 3 og 4, renses først omhyggeligt med en microtome-kniv så overfladen bliver helt glat, hvorefter det flyttes til linescanneren, der dokumenterer de synlige lag i iskernen.
Efter målingerne i linescanneren bliver isen skåret ud i stykkerne 2, 3 og 4. Stykke 2 pakkes og sendes hjem til København til måling i gaslaboratoriet. Stykke 3 overføres til CFA-laboratoriet , hvor det smeltes, så der kan foretages kemisk analyse af urenhederne i isen. Stykke 4 bruges til at studere forholdet mellem forskellige stabile isotoper i isen, som kan afsløre fortidens overfladetemperaturer ved borestedet.
Isotopmålingerne foretages ofte i en opløsning på 5 cm, hvilket svarer til mere end 60.000 prøver fra en ca. 3 km lang iskerne. Disse små isprøver pakkes i små nummererede poser og sendes til isotoplaboratoriet, hvor målingerne foretages i et massespektrometer.
ECM-målinger ved NGRIP.
Den lige overflade af hovedkernen renses med en microtome-kniv. Herefter måles isens elektriske ledningsevne ved at to elektroder, med en potentialforskel på ca. 1000 V, trækkes henover overfladen. Den strøm der løber gennem isen, er et mål for isens surhed. Denne type målinger kaldes ECM (electrical conductivity measurement), og ECM-data fra iskerner viser en række tydelige toppe (højt syreindhold), der skyldes vulkanudbrud.
Ved et vulkanudbrud frigives store mængder SO2 til atmosfæren, hvor det omdannes til svovlsyre. Svovlsyren bliver transporteret over store afstande, og gør nedbøren mere sur.
Efter de elektriske målinger på hovedkernen er foretaget, skæres den ud i 55 cm lange stykker (bags) som pakkes, og sendes til København, hvor de opbevares i store frysere ved -25°C.
Læs mere om de forskellige analysemetoder ved at følge de link der er i teksten, eller bruge listen herunder: