Centralgrønlandske iskerner 

I 1989 blev det højeste punkt på Grønlands indlandsis valgt som stedet for den næste dybdeboring, og i sommeren 1992 havde man boret en 3029 m lang iskerne helt til bunden med ISTUK-boret. Dette var hovedsaglig et europæisk projekt kaldet GRIP (Greenland Ice core Project). I 1993 nåede et amerikansk hold bunden, kun 30 km vest for GRIP, som en del af GISP2-projektet (Meese et al (1997)).

Hvor iskernerne fra både Camp Century og DYE-3 indeholdt bare få hundrede meter is fra istiden, udgjorde is fra denne periode ca. halvdelen af de mere end 3 km lange iskerner fra GRIP og GISP2. De Centralgrønlandske iskerner havde således en meget højere tidsopløsning i istiden, og dette førte sammen med store måletekniske fremskridt til en meget større viden om istidens klima. Dog viste sammenligninger af data fra de to iskerner, at selvom de begge giver enestående information om klimaforholdene de sidste ca. 105.000 år, så er lagfølgen forstyrret i de nederste ca. 300 m af begge kerner. Isen har flydt henover det ujævne grundfjeld, hvilket har medført at lag, der er ældre end 105.000 år, er blevet foldet. Det betyder at is, der blev aflejret under mellemistiden Eem for 115.000 til 130.000 år siden, er forstyrret.